Der er ingen tvivl om jeg elsker mad og jeg elsker også at tale om mad. Bare spørg mine veninder :-) Det er især gryderetter som har min store kærlighed. Jeg elsker at retten kan få lov til at stå og simre så kødet bliver mørt og falder fra ben. Elsker når krydderierne og de forskellige aromaer og ingredienser får lov til at udfolde sig i retten så det smager af kraft og saft. Og det sjove ved gryderetter er at de faktisk smager endnu bedre på anden dagen, så jeg sørger altid at lave en dobbelt portion :-) så der er mad til næste dag eller man kan fryse det ned. Det er billigere og det sparer en for en masse tid plus at det er super godt.
Jeg lavede jo italiensk osso buco her forleden dag til manden, fordi han elsker det meget. Jeg har altid synes at det var en herreret, men jeg må altså sige at jeg også er blevet ret så vild med retten. Den smager skønt med kødet som er mørt og grøntsagerne til. Det er en rigtig vinterret og den er tilmed nem at lave, man skal blot være i god tid.
Jeg var så heldig at købe 6 magre kalveskank hos slagteren, som I kan se på det første billede, næsten intet fedt og meget lidt ben. Det kan godt betale sig at spørge slagteren i dit lokale supermarked og få ham til at skære et par gode skiver ud, det gjorde jeg.
Opskriften kommer her.
antal: 4
ingredienser:
4-6 store skiver kalve- eller okseskank (jeg købte 6 fordi så ville der være noget tilbage som rest)
3 løg
5 gulerødder
5 stilke bladselleri
300g. champignon (noget jeg selv fandt på at putte i)
2 spsk. olie
50 g. smør
2 dåser flåede eller hakkede tomater
3 spsk.. koncentreret tomatpure
2-3 dl. hvidvin
salt og peber
Krydderbuket:
5 stilke persille
1 laurbærblad
2 kviste timian (jeg brugte bare 1 tsk. timian)
Tilbehør:
Persille
reven skal af 1 citron
2 fed hvidløg
Løse ris (jeg brugte brune ris, som jeg synes passer bedst til retten)
og persilleblandingen drysset over
Giv kødskiverne et par snit i kanten, så de ikke danner skål under stegningen. Vend dem evt. i mel. Pil løgene, og skær dem i både. Skræl gulerødderne og skær dem i skiver. Skær bladselleri i skiver. Jeg så jeg havde champignon i køleskabet og valgte at de også skulle i.
Varm olie og smør i en stor gryde og brun kødstykkerne. (jeg lavede 3 af gangen). Tag dem op. Svits grøntsagerne og læg kødet tilbage i gryden.
Tilsæt flåede tomater, tomatpure og hvidvin. Krydr med salt og peber og kom krydderbuketten i gryden.
Læg låg på og lad retten simre ved svag varme i 2 timer.
Tilbehør:
Hak hvidløgsfeddene fint og bland dem med hakket persille og citronskal. De skal drysses over risen.
Det sidste billede viser hvordan retten kommer til at se ud efter 2 timer :-) kødet er så mørt at det bare falder af benet. Manden skal have herrejulefrokost på lørdag og der har han ønsket at jeg skal lave denne ret. Den giver også en god bund til øl, vin og whiskey.
VELBEKOMMEN!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar