Dagens dato d. 09-09-09 må jo nærmest være magisk. Jeg er sikker på der er mange som bliver viet i dag på denne specielle dato - en nem dato at huske sin bryllupsdag. Udenfor lige nu skinner solen fra en skyfri himmel og hvad er mere fantastisk at blive viet på sådanne en flot dag. Tillykke til alle dem som bliver ægtefolk i dag!
Vi blev gift d. 23.08.03 hvilket vil sige det er lidt over 6 år siden. Jeg husker dagen som det var igår, det var en fantastisk dag, som gik alt alt for stærkt. Jeg husker det regnede på dagen for far skulle hente mig hjemme og han havde paraplyen med og jeg husker jeg havde paraplyen over mig for ikke at ødelægge mit hår som var blevet sat op og make-up ikke skulle begynde at løbe, til trods for det lille stykke jeg skulle gå for at komme ud til bilen. Men da vi ankom til kirken holdt regnen op. Så perfekt. Mens vi blev viet i kirken husker jeg at solstrålerne brød igennem ind ad kirkevinduerne mens præsten holdt sin smukke tale for os. Er der ikke et ordsprog som siger, at når det regner på sin bryllupsdag så regner det med penge på brudeparret, jeg føler mig ikke rig i ordets forstand. Men jeg er rig på kærlighed og fordi jeg er lykkelig for at være gift med verdens dejligste mand og han er far til vores barn.
Man kan se på Jaguaren at der er regndråber på den. Min kjole blev syet af Stasia inde i København. Det var den eneste og første kjole jeg prøvede og det blev den :-) Jeg valgte bevidst en todelt brudekjole og den er i råhvid silkeorganza. Nederdelen er havfrueformet med lidt slæb, udover nederdelen er der viklet silkeorgaza omkring og i venstre siden af nederdelen sidder der to silkerosetter. Corsagen er lavet i samme silkeorgaza med stiver i. Jeg valgte netop denne corsage fordi jeg blandt andet godt kunne lide at silken foroven var lidt "skæv" bølget og derfor ikke virkede alt for perfekt. Kjolen sad godt hele aftenen og der blev danset bryllupsvals inden midnat. Håret er sat af salon Cha Cha Cha i København. Skoene er fra Scarpa og dem har jeg efterfølgende brugt flittigt.
Jeg havde selvfølgelig noget blåt, lånt og gammelt på på dagen. Perle øreringene, jeg har på er fra Hertz i Kronprinsensgade i København (samme sted som kronprinseparret fik lavet deres vielsesringe), som jeg fik i forlovelsesgave og dem valgte jeg at have på til kjolen.
Reception og fest blev afholdt i Fredericia Furniture Showroom på Skt. Annæ Passage og alle møbler og faciliteter var venligst lånt af dem. Der var inviteret 76 mennesker til den efterfølgende middag og fest. Vejret blev strålende solskin senere på dagen og der blev så varmt at alle vinduer og døre stod på vid gab.
Under maden spillede 3 mand behagelig baggrundsmusik, og senere på aftenen kom en musiker og en sangerinde som stødte til de andre, de sang og spillede op til dans senere på aftenen. Orkesteret kom hele vejen fra Odense og var blevet anbefalet, og som vi fik i gave af mine svigerforældre sammen med så meget andet. Brudebuket, brystblomt, bordpynt og bilpynt blev lavet af Doris, som har egen blomsterbutik. Jeg valgte helt enkelt bordpynt som et lille vase med en enkelt blomst. Mange gang synes jeg at store opsatser skygger så meget at man ikke kan se dem man sidder til bords med. Der ville heller ikke mere plads når der skulle stå 4 glas til hver gæst.
Der blev afholdt så mange gode taler, sange og anekdoter. Jeg havde et par familiemedlemmer fra USA med og de var ret så imponeret og glad for at få lov til at opleve et dansk bryllup med alt hvad det indebærer. Min mands onkel var videomand hele aftenen og jeg er så glad for at have dagen på video.
Vi fik en 4 retters menu og til natmad fik gæsterne pølse og ostebord med avec. Min mands brødre og fætre fik æren at stå bag baren på skift og det havde de det ret sjovt med. De fik vist alle en stor fjer på.
Dagen inden bryllupsdagen var hele familien med til at hjælpe til at sætte borde, stole, blomster på bordene og de store langstiklede blomster i de store gulvvaser (som ikke kan ses på billederne) Alt servicen og glad er udvalgt af min mand, som blev dækket op. Jeg havde valgt servietten, som vi havde lidt problemer med sætte på bordet, fordi det var så tykt og stort. Min svigermor fik den gode idé at lægge den under dæktallerken og lade den hænge ned derfra. Jeg havde lavet bordkortene, som var et transperant blad hvor gæsten navn stod med guld og foroven af bladet havde jeg smeltet guld på. Det blev lagt i det store rødvinsglas.
Man kan se min buket ligge på bordet.
Vi rejste til Stockholm på bryllupsrejse og til morgengave fik jeg et Omega Constellation ur.
En dejlig dag fuld af dejlige minder, som jeg ville dele jer på denne dato 09-09-09
Ha, ha lige da jeg først så det øverste billede, troede jeg at du var blevet gift i dag! Nåede også lige at tænke - "men, hvorfor har hun så ikke nævnt det på bloggen??". Har nemlig godt hørt om alle de par, der ville giftes i dag... Læste så tilgengæld også at hhv. en astrolog + numerolog frarådede det... Godt, jeg ikke tror på sådan noget! Men hvor ser det bare smukt ud det hele, du har vist haft et sandt prinsesse/drømmebrullyp! Din kjole er jo sindssygt smuk, enkel og samtidig fin med bare skuldre og "lagene" på kjolen! Var det så dit livs bedste dag? Du har jo også fået en dejlig dreng!
SvarSletha ha :-) jeg ville nok nævne det tidligere hvis det var i dag.
SvarSletVi havde en fantastisk dag og jo, det var som at være prinsesse for en dag. Det var virkelig et drømmebryllup, men jeg har aldrig været en pige som havde drømme om at være prinsesse for en dag eller planlagt mit bryllup til mindste detalje, tværtimod. :-) Alt gik bare som det skulle og så blev det hele bare perfekt. Vi har så mange dejlige familiemedlemmer at alle gav en hånd med til at det blev den bedste dag for os.Jeg har 100 af dejlige billeder og minder jeg vil vise jer, men jeg håber dem der er valgt giver et indtryk af dagen. Det er helt klart en af de bedste dage i mit liv og dagen hvor vi fik vores søn var også fantastisk og uforglemmeligt :-)
/Chau